Hvad er lektiner ?
De fleste af os har hørt om gluten. Det er et protein som findes i bl.a. hvede og som kan skabe udbredt inflammation i kroppen. Salget af glutenfri produkter er stigende og stadig flere mennesker forsøger at få det bedre ved at undgå gluten. Lægerne kan ikke måle det ubehag folk føler ved at spise det og ideerne er mange om hvordan vi skal undgå det og hvorfor. Men hvad hvis der er noget helt grundlæggende vi ikke har forstået ved hele denne glutenproblematik?
Her på siden og i min nye bog Lektinfri kan du læse om, hvorfor der er meget mere til hele denne glutenproblematik end vi hidtil har gået og troet. Det viser sig nemlig at gluten bare er ét af mange varianter af højst inflammationsskabende planteproteiner kaldet lektin.
Ser du, lektiner er plantens forsvarsstoffer. Planterne laver formentlig lektinerne for at beskytte sig og genere dem, der kunne finde på at spise dem, fx dyr og mennesker. Lektinerne angriber nemlig fordøjelseskanalen, når de indtages, men også led, nerver, hjerne og immunforsvar kan blive påvirket af lektiner. Lektiner findes i det meste korn, i ærte- og natskyggefamiliens planter såsom kartofler, tomater, peberfrugter, auberginer, gojibær og chili. Som du kan se, er der lektiner i mange af de planter, vi betragter som sunde, og som vi typisk spiser mange af.
Problemet med lektiner er netop, at de er i mange af de produkter, vi spiser i store mængder til daglig, men med bevidste ændringer i vores kostvaner kan vi styre udenom de mest problematiske, og på den måde give kroppen ro til at hele, få vægten til at stabilisere sig og få energien tilbage igen[1].
Men når det er sagt, er det også vigtigt at sige, at ikke alle lektiner er ens. For eksempel har nogle lektiner ligefrem nogle sundhedsmæssige fordele og har vist sig at styrke immunsystemet, fx dem du finder i hvidløg. De har også antibakterielle egenskaber og kan muligvis hjælpe kroppen med at identificere og uskadeliggøre kræftceller. Nogle af de problematiske lektiner kan dog let uskadeliggøres ved trykkogning og ved at fjerne skind og kerner. Det gælder fx for mange af natskyggefamiliens planter fx tomat og peberfrugt. Mens andre på ingen måde kan uskadeliggøres – det gælder fx gluten, der er et af de mest problematiske lektiner.
Så jeg siger ikke at du aldrig må få lektiner mere – jeg siger, at du skal vælge de værste fra og så finde ud af om du kan spise lidt lektin, når du tilbereder det rigtigt.
Hvordan du præcis gør det, viser jeg dig i min nye bog: Lektinfri, Muusmann Forlag.
Hvad er lektiner
- Lektiner er kulhydratbindende proteiner, der findes i alle levende organismer. De beskytter planter og hjælper dem med at kommunikere med deres miljø.
- De findes i enhver levende organisme, inklusive vira, bakterier og de fleste fødevarer i en eller anden grad, men de fleste af dem er ufarlige. Forskere har studeret lektiner siden 1884.
- Nogle forskere mener, at lektiner er en del af planternes beskyttelsesmekanismer.
- Planter bruger bl.a. lektiner til at kommunikere med deres miljø, til celleorganisation og som reserveproteiner.
- Lektiner kan modstå varme og overleve fordøjelsen hos både rotter og mennesker. De kan let transporteres gennem tarmvæggen ind i blodet. Lektiner kan forstyrre tarmmikrobiomet og fodre skadelige bakterier forbundet med autoimmune sygdomme.
- Lektiner kan binde sig til og beskadige tarmslimhinden, forårsage utæt tarm og forstyrre optagelsen af næringsstoffer.
- I blodet kan lektiner stimulere immunsystemet og ændre hormonfunktioner eller blive deponeret i blod og lymfe. Absorberet i blodbanen kan lektiner overstimulere dit immunrespons, øge din følsomhed over for andre fødevarer og forværre allergier og histaminintolerance.
- En diæt, hvor du i 8 uger undgår lektiner, hjælper dig med at finde de fødevarer, du reagerer særligt på, og afsløre dem, du kan spise uden at blive inflammeret. Det kan du læse mere om i min bog: Lektinfri
Historien om lektiner
Den nyeste viden om lektiner er baseret på kirurg og hjertelæge Dr. Steven Gundry. Han har i sin kliniske praksis med stor succes behandlet tusinder af patienter med denne lektinfri måde at spise på. Så hans program, må siges at være klinisk testet og effektivt. Dem, der særligt har haft glæde af den nye metode, er mennesker der lider af: utæt tarm (leaky gut), autoimmune tilstande, overvægtige, folk med hudsygdomme og hovedpiner samt neurodegenerative lidelser.
Forekomsten af en særlig type af klistrende (agglutinerende) proteiner har faktisk været kendt lige siden 1800-tallet. Men i 1960’erne blev det klart, at sådanne proteiner er sukker-specifikke. Det vil sige, at disse celle-agglutinerende proteiner har en forkærlighed for at binde sig til sukkerstoffer. De fik navnet lektiner, fordi de har en særlig evne til at klistre. Selv om lektiner viste sig at forekomme meget i planter og til en vis grad også i dyr, blev meget få lektiner isoleret indtil begyndelsen af 1970’erne, og der blev de faktisk ikke tildelt meget opmærksomhed.
Men i takt med at man opdagede, at lektiner er yderst nyttige værktøjer til undersøgelse af kulhydrater på celleoverflader og karakterisering af glycoproteiner, blev der forsket mere i dem. I de efterfølgende år er adskillige lektiner blevet isoleret fra planter såvel som fra mikroorganismer og dyr, og i løbet af de sidste to årtier er strukturerne i hundredvis af dem blevet etableret. Samtidig blev det vist, at lektiner fungerer som en slags ”genkendelses” i celle til celle interaktioner i en række biologiske systemer.
Dr. Nathan Sharon er en af de andre forskere, der har lavet banebrydende studier af lektiners struktur og funktion. Han har fx arbejdet med sojabønners agglutinin og offentliggjorde i 1960’erne hundredvis af papirer, der dækker alle aspekter af lektiner, fra det strukturelle grundlag for lektin-kulhydrat interaktioner til kliniske anvendelser.
Ricin og abrin blev som de første lektiner isolerede fra henholdsvis frø af rior træet (Ricinus communis) og jequirity bønnen (Abrus precatorius). Den brede offentlighed blev opmærksom på ricin i 1978, efter at det blev brugt som et våben i det berygtede politisk motiverede “paraply mord” af Georgi Markov, en bulgarsk oppositions forfatter i eksil. USA udviklede desuden under 1. verdenskrig en ricinbombe og fik den testet af det britiske militær, men den har dog heldigvis aldrig været anvendt som et masseødelæggelsesvåben! Men tag ikke fejl – bare en lille håndfuld rå kidneybønner er nok til at slå et menneske ihjel, fordi de, hvis de indtages rå, får blodet til at koagulere (størkne).
Jeg har to nyheder til dig en god og en dårlig. Den dårlige får du lige først – for faktisk så er der lektiner i næsten alt, men den gode nyhed er, at du kan undgå dem med lidt viden og nogle nye vaner og det er heldigvis ikke alle lektiner, der er lige problematiske.
Hvis du tilmelder dig mit nyhedsbrev her får du en liste med alle de fødevarer du skal undgå og alle dem du roligt kan spise!
I helt grove træk drejer det sig om:
- At stoppe helt, eller i hvert fald i otte uger, med at spise de fødevarer, der indeholder problematiske lektiner, og kun spise de fødevarer, der ikke indeholder lektiner eller kun indeholder de mere harmløse af slagsen.
- At minimere lektinerne ved at tage skrald, kerner og hinder af.
- Droppe de hårde skaldele som fx klid og brune ris. Den hårde skal er nemlig designet til at skabe irritation.
- At spise frugt og grønt, der er økologiske og i sæson – de har færre lektiner.
- At genindføre nogle lektiner i meget begrænsede mængder, når du er klar til det.
- Generelt og paradoksalt nok at spise meget mere grønt.
Så hvis du tør gå med mig, vil jeg byde dig velkommen til en grøn, jordnær, lektinfri mikrobe-evolution i din krop og i dit køkken!
[1] http://poisonousplants.ansci.cornell.edu/toxicagents/lectins.html#lecttox